Essay

(2) - Europas skiferie

Essayet er en del af essay-serien 'EU, corona og samtidighedens forbandelse'.

Som tidligere fodboldspiller med en korsbåndskade står der ikke skiferie i Italien eller Østrig i kalenderen, da vi når frem til februar 2020. I uge syv står den derimod på den sikkerhedspolitiske konference i München med en afstikker til den tyske delstat Thüringen.

Den lille delstat i det tidligere DDR har netop udløst en historisk krise i Tyskland, som fuldstændigt dominerer mediebilledet og dermed overskygger Covid-19. Angela Merkels CDU har for første gang stemt sammen med det højreorienterede parti, Alternative für Deutschland (AfD) i en afstemning om, hvem der skal være ministerpræsident i en delstat. Til alles store forbløffelse hedder den nye ministerpræsident derfor Thomas Kemmerich og kommer fra det liberale parti, FDP.

AfD er ellers dem, som ingen vil lege med i tysk politik, bl.a. fordi stærke kræfter i partiet har betegnet nationalsocialismen som en fugleklat på en ellers 1000 år succesrig tysk historie. Men CDU’s nye formand, og Merkels designerede afløser, Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK), har åbenbart ikke haft styr på de østtyske lokalpolitikere. Da hun i forvejen kæmper med historisk lav tilslutning i målingerne, melder AKK pludselig sin afgang som formand og kanslerkandidat.

Hermed er Mutti-mysteriet helt åbent igen, altså hvem der efter 15 år skal afløse Merkel som kansler - og Europas uformelle leder. Den dramatiske indenrigspolitiske situation bevirker, at Covid-19 har svært ved for alvor at præge dagsordenen i Tyskland.

Verdenspolitikkens Oscar-ceremoni

Den sikkerhedspolitiske konference i München, der har eksisteret siden 1963, har for længst etableret sig som verdenspolitikkens Oscar-ceremoni. Intet mindre end 40 stats- og regeringschefer og over 100 udenrigs- og forsvarsministre er til stede på hotellet Bayerischer Hof i uge syv. Dertil kommer utallige beslutningstagere, såsom formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og kommissionsformand von der Leyen, erhvervsledere og 1.300 journalister, der får interviews i kassen med notabiliteter som Henry Kissinger og Madeleine Albright. 

I München står alt i storpolitikkens tegn, hvor der diskuteres heftigt over de traditionelle egnsretter som schweinshaxeweisswurst og leberkäse.

Arrangørerne er kommet på et nyt ord til at indfange ”G-zero-verden”, nemlig Westlessness. Begrebet har en dobbelt betydning. Ikke alene indfanger det, at Vesten er på tilbagetog på den globale scene i forhold til f.eks. Kina, men også at der i Vesten er uenighed om, hvordan de tidligere så højt besungne fælles værdier skal forsvares. Plenumsessionerne udvikler sig til en lang anskuelighedsundervisning i, at der er hold i begrebet.

Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, kritiserer USA skarpt for ”America first-kursen” og for at svække det transatlantiske forhold og EU. USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, afviser dette blankt og understreger igen og igen, at ”Vesten er på vinderkurs”. Den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, truer decideret europæerne med, at det er sket med at få fortrolige efterretningsoplysninger fra USA, medmindre de garanterer, at de ikke vil samarbejde med den kinesiske techgigant Huawei. Kineserne er i fuld sving med at byde på udrulningen af 5G i bl.a. Tyskland.

En måling op til konferencen viser, at mange europæiske landes befolkninger vil opføre sig neutralt, hvis det kommer til en konflikt mellem USA og Kina - en måling, som mange amerikanerne fnysende refererer til.

Selvom WHO’s leder er på podiet, og der er opstillet håndsprit over det hele, har jeg kun erindring om, at jeg én gang for alvor bliver konfronteret med Covid-19 i München. Det sker da min kinesiske sidekammerat under konferencen pludselig nyser. I mine artikler og medieoptræderne står der intet om corona. Derimod finder jeg et længere referat af en session, hvor højtstående amerikanere og europæere allerede er ved at spekulere over, hvordan forholdet kan blive forbedret med en ny amerikansk præsident.

Tilsvarende er der mange diskussioner i kulisserne om ”Germanlessness” nu, hvor Merkel er vingeskudt og ikke længere har styr på sin afløser. Frankrigs Emmanuel Macrons beslutning om at mødes med De Grønnes lederduo, Robert Habeck og Annalena Baerbock, bliver tolket som, at han nærmest har opgivet Merkel og nu allerede forbereder sig på post-Merkel-æraen.

Imens er der gang i den i den østrigske ferieby Ischgl, hvor afterskiing på bl.a. baren Kitzloch indebærer, at en fløjte, går på omgang. Situationen i Kina udvikler sig fortsat i den forkerte retning, men det er nu ikke noget, der påvirker Europas statsledere voldsomt. Storbritanniens Boris Johnson, der helt nedtoner Covid-19, drager på 12 dages ”arbejdsferie” med sin forlovede, og i EU skændes landene op til et topmøde om EU’s syvårige husholdningsbudget.

Som et tegn på, at der ikke er noget håb om, at EU’s stats- og regeringschefer kan lukke den sag i februar, dukker den hollandske premierminister, Mark Rutte, op til topmødet med en biografi om Chopin under armen. For der skal jo ikke forhandles på topmødet!

Allerede i oktober har Danmarks statsminister Mette Frederiksen slået fast, at hun opfatter Kommissionens udspil om et større budget som ”gak-gak”. Budgettet skal ned - også selvom EU har mistet en stor nettobidragsyder, nemlig Storbritannien. Og Danmark skal også gerne have en større budgetrabat.

EU’s budget løber i syv år, og forhandlingerne er i den grad overskygget af Storbritanniens exit. Hvor lande som Holland, Danmark, Sverige og Østrig tidligere kunne regne med, at Storbritannien ville sætte alt ind for at få budgettet ned, skal landene pludselig selv på banen. Sammen betegner Holland, Sverige, Østrig og Danmark sig som gruppen af de sparsommelige lande (the frugal four)

På førstedagen af topmødet løber der ved 22-tiden nærmest en løbeild igennem pressecenteret: ”Har Du hørt det? Merkel er allerede taget tilbage på sit hotel? Så bliver de da ikke færdig på det her topmøde”. Kansleren har dog ladet forstå, at hun er klar til at komme tilbage fra sit hotel, om nødvendigt.

Men da der næste dag heller ikke er nogen fremdrift i forhandlingerne, vælger EU’s formand, Charles Michel, at afslutte topmødet. I topmødebygningen er der temmelig stor utilfreds med Michels mødeledelse. ”Han havde altså ikke styr på det”, siger flere samtalepartnere uafhængigt at hinanden.  

Og så rejser alle slukøret hjem - igen uden at have brugt mange minutter på Covid-19. På de sociale medier huskes topmødet mest for, at Merkel, Macron, Italiens Giuseppe Conte og et par andre stykker spiste i den kantine, hvor journalister normalt indtager deres ikke alt for delikate topmødemåltider. ”Det var hende, der også serverede for Merkel”, udbryder en journalist til mig, da han får sin schnitzel serveret ved disken.

Fra Wien til Wuhan

Den 23. februar letter de første fly fra lufthavnen i Wien. Kursen er mod Kina, hvor 2.500 er døde af Covid-19. Om bord er intet mindre end 25 ton værnemidler. EU-landene har bogstaveligt talt samlet ind til Kina. Intet mindre end 56 ton er det samlet set blevet til. Forklaringen er simpel: det gælder om at hjælpe dér, hvor virussen raser. Dertil kommer, at europæerne fortsat er overbeviste om, at virus ikke kommer til Europa. 

Få dage forinden har flere deltagere ved ECDC-mødet advaret om, at Europas egne lagre nu er ved at være tømte. En af deltagerne er Osamah Hamouda fra det tyske Robert Koch Institut: ”Lagrene er ”tomme”, og det er ikke let at øge den hjemlige produktion”. Værnemidler er nemlig produkter, som europæerne har for vane at importere.

Samme dag som flyene letter fra Wien, bryder virussen ud i fire provinser i Norditalien, der går i ”lockdown”. Virussen har så meget fart på, at det er for sent at gå i gang med ”contact tracing”, altså at opspore smittekæder. Eller som Stefania Salmaso, tidligere chef for epidemiologi-afdelingen i Rom, senere udtaler: ”Da Italien opdagede virus i befolkningen, var der allerede en lavine af tilfælde”.

Ganske få dage efter er det imidlertid en helt anden konflikt, der rykker højest op på dagsordenen og overskygger de dramatiske billeder fra de mennesketomme gader i Norditalien: Den 28. februar åbner Tyrkiets Erdogan grænserne til Grækenland. Pludselig frygter mange regeringschefer en gentagelse af september 2015, hvor der gik flygtninge på motorvejene i flere lande, herunder Danmark.

Siden indgik Merkel på EU’s vegne en aftale med Erdogan om, at grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet skulle lukkes. Men nu mener Tyrkiet, at EU ikke har leveret de relevante modydelser i form af penge, visumliberaliseringer og fremdrift i EU-optagelsesforhandlinger. Og derfor er tiden nu kommet til at lægge pres på EU.

Kommissionsformand von der Leyen og EU’s formand Charles Michel kaster alt, hvad de har i hænderne og flyver til Grækenland for at udvise solidaritet med Grækenland.

Som endnu et eksempel på samtidighedens forbandelse beder Italien om hjælp via EU’s såkaldte krisestyringsmekanisme på eksakt den dag, altså den 28. februar, hvor Erdogan åbner grænsen. Til Italiens store forbitrelse er der ikke nogen medlemsstater, heller ikke Danmark, der svarer og leverer værnemidler. De fleste lagre er tomme og sendt til Kina, og flere og flere lande bliver nu også ramt af deres første coronatilfælde. De får derfor pludselig meget travlt med at finde værnemidler til hjemmefronten. Det gælder også Danmark, hvor det første tilfælde af Covid-19 bliver konstateret dagen før hos en journalist hos TV2.

Krisestyringskommissær Janez Lenarcic har siden udtalt, at ”alarmklokkerne for alvor ringede i Kommissionen i slutningen af februar, da Italien bad om hjælp. Der var ingen lande, der svarede. Dér gik det op for os, hvad ingen havde fortalt os, nemlig at der var en stor mangel på værnemidler”.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.