Analyse

Store forskelle på italienske og spanske bankredninger

Resume De seneste bankredninger i Spanien og Italien viser afgørende forskelle i de to landes tilgang til oprydningen. Mens Spanien har gennemført nødvendige reformer og nu øjner økonomisk fremgang, har Italien forsøgt at finde løsninger for enkelte banker. Det har en pris.

Juni 2017 har vist to meget forskellige former for bankredninger i hhv. Spanien og Italien. Den spanske foregik meget hurtigt og i overensstemmelse med de nye regler i bankunionen, mens den italienske var en foreløbig kulmination på langvarige forhandlinger mellem EU-Kommissionen og den italienske stat. Her vil redningerne ske efter den gamle metode, hvor staten i sidste ende skyder penge ind i truede banker.

Den sjettestørste spanske bank, Banco Popular, blev i løbet af natten 6.-7. juni overtaget af landets største bank, Banco Santander, for én euro! Men Santander skal rejse 7 milliarder euro i kapital for at absorbere Banco Populars tab i navnlig ejendomssektoren. I dagene forinden havde Banco Populars kunder mistet tilliden til banken, som ifølge The Economist (10-16 juni 2017) havde mistet indskud på op mod 2 milliarder euro om dagen.

Det fik den nye europæiske afviklingsmyndighed (SRB) til at betegne banken som værende tæt på fallittens rand (”failing or likely to fail”). I overensstemmelse med den nye måde at løse bankkriser på inden for eurozonen var det bankens aktionærer og andre kreditorer, der mistede deres investering, mens den spanske stat – indtil videre – er sluppet for at skyde penge i den bankredning.

Banco Popular havde ca. 4,6 millioner kunder og ca. 300.000 aktionærer, hvoraf mange små. Det kan ikke udelukkes, at der kommer et retligt efterspil, da nogle aktionærer ifølge spanske medier anser løsningen for at være ekspropriation.

Der stilles også spørgsmålstegn ved, om det nye fælles banktilsyn, SSM, virkelig har været på omgangshøjde med begivenhederne, selvom Kommissionen i en pressemeddelelse den 7. juni blandt andet skrev, at ”there were no supervisory actions that could have prevented its failure”.

Banco Popular har i de senere år været gennem flere stress-test og efterfølgende kapitalforhøjelser, som blev anset for at være tilstrækkelige. Og så sent som i april dette år udtalte den spanske finansminister, at banklen ikke havde likviditetsproblemer. Men alligevel opstod der frygt hos indskyderne for deres penges sikkerhed, hvorfor de som nævnt trak dem ud i stort omfang.

Ifølge den spanske avis El Pais (14.6.2017) er Banco Santander meget opmærksom på behovet for at fastholde Banco Populars kunder, og Santander vil også forsøge at komme i dialog med de mange små aktionærer, der har lidt tab efter en kapitalforhøjelse for blot et år siden. Dette får positive ord med på vejen fra Patricia Suárez, formand for Asufin – en organisation til forsvar af bankkunders interesser. Hun finder, at ”Santander ikke kan lide at blive stillet for retten, tænker meget på sit rygte”.

Verdens ældre bank i knæ

Kort før den spanske bankredning nåede Kommissionen og den italienske regering til enighed om en redningsplan for verdens ældste – og Italiens fjerdestørste ­­– bank, Monte dei Paschi di Siena (MPS). ECB har som overvågningsmyndighed i eurozonen selvsagt også været inddraget i løsningen.

Der er tale om en kapitaltilførsel ud fra et forsigtighedsprincip (precautionary recapitalisation), der i henhold til EU’s statsstøtteregler kan ydes til en solvent bank for at sikre finansiel stabilitet.

En bank anses i denne sammenhæng for at være solvent, når den ifm. en stress-test har tilstrækkelig kapital i en ”normal” økonomisk og politisk situation. Det havde MPS i forbindelse med stresstesten i 2016, mens den ville have behov for kapitaltilførsel i tilfælde af en forværret økonomisk situation.

Derfor besluttede de italienske myndigheder at ansøge om at kunne anvende statsstøtte til MPS, efter at det ikke var lykkedes MPS selv at rejse den fornødne kapital i slutningen af 2016.

Der er forskellige betingelser knyttet til denne redningsplan, herunder en dybtgående omstrukturering og effektivisering, hvor banken afhænder sin portefølje af dårlige lån (non-performing loans). Bankens aktionærer og investorer mistede deres penge, samtidig med at banken fik tilført ca. 8,8 milliarder euro. Heraf gik 2 milliarder til de nævnte kreditorer, som i stedet for deres mistede værdipapirer modtager nye og mere sikre værdipapirer. Der fulgte desuden en række skrappe betingelser med Kommissionens godkendelse, herunder lukning af filialer, reduktion i antallet af medarbejdere og et loft over direktionsmedlemmers lønninger.

Italiensk regering iværksætter redningsplan

Den 23. juni blev to små italienske banker, Veneto Banca og Banca Populare di Vizenca (BPVI) af ECB vurderet til at ville gå konkurs, og SRB konkluderede 1) at de to banker ikke havde ”tilstrækkelige kritiske funktioner”, 2) at deres fald ikke ville medføre ”signifikante negative konsekvenser for den finansielle stabilitet” (tilsammen repræsenterer de ca 2 pct. af det italienske bankmarked) og 3) at bankerne derfor måtte likvideres iht. nationale italienske regler.

ECB anførte, at det ikke havde været muligt at sikre bankerne den fornødne private kapitaltilførsel. Den italienske regering fandt imidlertid, at bankerne har en så stor betydning for Veneto-regionen, at den ville iværksætte en redningsaktion med anvendelse af offentlige midler iht. EU’s statsstøtteregler.

De to banker er gamle kendinge af både ECB i sin egenskab af bankunionens tilsynsmyndighed og af Kommissionen, der skal sikre, at en evt. statsstøtte sker på en måde, der er fair over for andre konkurrerende banker. Bankerne har været under opsyn af ECB siden 2014, men har trods forskellige tiltag ikke kunnet rette op på driften. Det har medført, at kunder i betydeligt opfang har trukket indskud ud. Mellem juni 2015 og marts 2017 mistede bankerne ifølge Kommissionen 44 pct. af deres indskud.

En anden væsentlig grund til forværringen af situationen er, at omfanget af dårlige udlån, dvs. lån, hvor der ikke betales renter og afdrag, er dobbelt så høj som gennemsnittet i Italien (37 pct. mod 18 pct.).

Da bankerne af ECB blev bedt om at præsentere en kapitaliseringsplan, og disse ikke blev vurderet at være troværdige, trak ECB stikket den 23. juni.

Spanien har gennemført reformer

Eksemplerne viser to forskellige tilgange til håndtering af nødlidende banker i hhv. Spanien og Italien efter 2012. Hvor Spanien på den hårde måde lærte behovet for at rydde op i en stor mængde lokale banker og gennemføre visse nødvendige økonomiske reformer, har den italienske regering brugt meget tid på at finde løsninger for enkelte banker gennem forhandlinger med Kommissionen.

Konsolidering og/eller afvikling af en bank i vanskeligheder kan ske på følgende måde:

  • Det er ECB, der vurderer, om en bank har behov for kapitaltilførsel. Det sker på grundlag af en vurdering af aktivernes kvalitet (herunder omfanget af dårlige lån) og/eller en stress-test – dvs. om bankerne kan klare en situation med lavere økonomisk vækst.
  • Det er ECB og SRB, der vurderer, om en bank er ved at gå konkurs.
  • Hvis banken vurderes at være på vej mod konkurs, tager SRB stilling til, om det er i offentlighedens interesse at banken reddes iht. bankunionens regler, eller om den kan afvikles i henhold til national konkurslovgivning.
  • Såfremt SRB finder bankredning nødvendig, træffer den beslutning om en strategi herfor – herunder om midler fra den nye fond under bankunionen, Single Resolution Fund (SRF), skal involveres.
  • Kommissionen skal bakke op om en sådan løsning, og såfremt SRF skal anvendes, vil Kommissionen skulle godkende det iht. EU-statsstøtteregler.
  • Dvs. at uanset hvilken afviklingsform, der anvendes – bankunionens vej eller national konkurslovgivning – skal Kommissionen sikre, at statslig intervention er i overensstemmelse med enten direktivet for bankafvikling (BRRD/SRMR) eller EU’s statsstøtteregler.

I de seneste to italienske tilfælde vil de sunde dele af de to banker blive solgt på kommercielle vilkår til en tredje bank, Banca Intesa Sanpaolo. Den italienske stat vil yde en likviditetstilførsel på 4,75 milliarder euro samt en garanti på 12 milliarder euro til dækning af mulige tab på dårlige lån til Intesa. Disse midler kommer fra en samlet pulje på 20 milliarder euro, som den italienske stat allerede har afsat til formålet.

Nicolas Véron fra den ansete tænketank Bruegel i Bruxelles udtalte til Financial Times den 8. juni, at situationen i Italien nu ligner den situation, Spanien var i mod slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 med en koncentration af problemer i mindre banker, herunder dårlige lån, og behovet for konsolidering af sektoren.

En spansk økonom har i avisen El Pais filosoferet over bankers konkurser og konstateret, at deres overlevelse på længere sigt ødelægges af manglende solvens, dvs. evnen til at indløse deres kreditorers tilgodehavender, men at deres fald altid skyldes mangel på likviditet (Carmelo Tajadura: Reflexiones sobre el Popular” 20. juni 2017).

Han kritiserer ECB og den spanske centralbank for i forbindelse redningen af Banco Popular at have gjort for lidt for at berolige markedet og bankens kunder, og finder at Banco Santander har gjort en fantastisk god forretning ved at overtage den gode del af Banco Popular med en stor kundekreds, der kan skabe resultater for blot én euro.

I mellemtiden nyder spansk økonomi godt af den oprydning, som man i 2012 foretog i banksektoren, og de reformer af arbejdsmarkedet, man gennemførte. Den spanske økonomi vokser for tredje år i træk med omkring 3 pct. Dermed er Spanien det hurtigst voksende af de store eurolande. Arbejdsløsheden og det offentlige budgetunderskud er faldende, om end stadig høje.

Den italienske regerings håndtering af de problematiske banker har vakt stor kritik i Europaparlamentet og i flere lande. Nogle parlamentsmedlemmer går så langt som udtale, at bankunionen nu ligger på dødslejet, og den danske kommissær Margrethe Vestager, der har godkendt den italienske regerings håndtering af sagen, går heller ikke ram forbi.

Efter reglerne, men ikke efter hensigten

Formelt set kan fremgangsmåden siges at have overholdt spillereglerne, men ikke hensigten med at opbygge bankunionen. Her var det ikke skatteydernes penge, men investorernes, der skulle holde for, hvis en bank kom i vanskeligheder.

I Italiens tilfælde er det vanskeligt at være uenig med de kritikere, der siger, at man har trukket alt for meget på fødderne og ladet lokale banker få al for lang snor til at kaste gode penge efter dårlige, til at overtale småsparere og småaktionærer til at købe bankernes egne aktier og værdipapirer uden at oplyse dem om den dermed forbundne risiko mv. Derfor vurderes det så nu politisk at være for risikabelt at lade disse mange små investorer bære den fulde pris for en bankredning på den nye måde – i stedet er det skatteyderne, der kommer til at løbe en risiko.
Prisen er også, at for mange italienske banker ikke tør eller kan give lån til nye kunder, der kan sikre investeringer og dermed økonomisk vækst, fordi de ligger inde med for store mængder af dårlige udlån, som de skal sikre kapitaldækning for. Også derfor sejler den italienske økonomi langsommere end konvojen af eurolande.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.