Debat

Ny erhvervs-politik: Made in Europe

Resume Tiden er ved at løbe fra ideen om at lægge Made in Denmark-strategier for nationens konkurrenceevne. Enten satser vi på Made in Europe-erhvervspolitik, eller også bliver fremtiden Made in China.

Dette indlæg blev bragt i en redigeret version i Politiken 6. april 2019

Hypen om Harvard-professor Michael E. Porters værk, The Competitive Advantage of Nations, var stor i begyndelsen af 90'erne. Dengang var hans ideer banebrydende.
 
Det var før EU’s indre marked, før internettet og frigørelsen af de globale kapitalbevægelser. I stedet for brede makroøkonomiske opskrifter tilbød han en mere avanceret og målrettet strategi til at slibe den nationale diamant.
 
Op igennem 1990’erne blev Porter en slags guru for nytænkningen af dansk erhvervspolitik. Stadig den dag i dag høres ekkoet af sangen om nationers konkurrencemæssige fordele.
 
Høje nationale krav, fremsynede statslige reguleringer og krævende forbrugere kombineret med hårdt konkurrencepres i hele værdikæden kan ideelt set give nationen og dens virksomheder et forspring på det globale marked.
 
Det lød besnærende. Den ene danske erhvervsstrategi efter den anden er siden skrevet over den læst. Danmark er et fantastisk land, og vi skal være verdens bedste og internationale frontløbere.

Men kan vi klare det alene?
 
Da regeringen i 2017 nedsatte Disruptionrådet kunne man igen høre et ekko af Porter-tænkningen: Vi skal ”gøre Danmark klar til fremtiden og drage fordel af de muligheder, som robotter, kunstig intelligens og nye forretningsmodeller skaber”.
 
Efter Disruptionsrådets spændende møder og input, udgav regeringen en rapport om fremtidens job. Den havde få standardhenvisninger til betydningen af EU’s indre marked og frihandel som ydre hjørnestene, men to-do listen for reformer var national: ”Vi har en ambition om at være globalt førende inden for uddannelse, forskning, iværksætteri og innovation”.
 
Smukt. Men er det realistisk?
 
På ingen af disse parametre er Danmark i nærheden af at være globalt førende. Vi har stærke nichepositioner indenfor bl.a. vedvarende energi og energieffektiviseringer, medicin, høreapparater og logistik, men talentmassen, forskningsmiljøerne og det nationale marked er for lille til at blive globale frontløbere over en bred front.
 
Selvtilfredshed rækker ikke
 
Hele ideen om, at Danmark kan designe en national erhvervspolitik, der bringer os op i den globale elite på så mange områder, bygger på en illusion. Vi elsker at fortælle historien til hinanden ved festlige lejligheder og klappe hinanden på ryggen over, hvor gode vi er, men national selvtilfredshed og råhygge kommer man ikke langt med på det europæiske og globale marked.
 
Her forleden lancerede regeringen endnu en af disse nationale strategier, der skal fortælle os, hvor særegne vi er, og hvordan vi kan blive verdensmestre. Det var strategien for kunstig intelligens, der opstillede fire sigtelinjer for, hvordan bør Danmark ”gå forrest” med ansvarlig udvikling og anvendelse af kunstig intelligens.
 
Selv om danske virksomheder halter langt bagefter med investeringer i kunstig intelligens, gav minister for offentlig innovation, Sophie Løhde den gas ved lanceringen:
 
”Vi skal give kunstig intelligens et stempel, hvor der står ’Made in Denmark’,” sagde hun.
 
Strategien vil satse mere på at udnytte offentlige data og danske sprogressourcer, men hvor langt rækker det på det globale marked?
 
Der er fine hensigtserklæringer om, at Danmark og danske virksomheder i fremtiden skal bruge kunstig intelligens på en etisk og bæredygtig måde. Der er et kæmpe potentiale i kunstig intelligens til trafiksystemer, sundhedsvæsen, miljø- og energi, smart industriproduktion, service og landbrug.
 
Ja, det skal udnyttes. Men vi må erkende, at der også er masser af dark matter bag den hypede debat om kunstig intelligens (AI).
 
Vi trænger til dyb kritisk tænkning om de etiske grænser for kunstig intelligens og supercomputernes evne til at tage etiske beslutninger ved svære moralske dilemmaer.
 
Microsofts AI-chatbot, Tay, der med hjælp af kunstig intelligens blev forvandlet til fuldblods racist på kun 16 timer, var et chok for mange. Og teknologien for ansigtsgenkendelse har været præget af hvid implicit bias med favorisering af hvide mænd over kvinder og mørklødede ansigter.
 
Selv gode teknologiske fremskridt kan rumme skyggesider, der nødvendiggør intelligente politiske reguleringer.
 
Vi-gør-det-selv er passé
 
Den nationale strategi rummer flere valgkampsagtige paroler om at ”brugen af kunstig intelligens sker med vores fælles værdier om frihed, frisind, tryghed og ligeværd i centrum”.

Men disse værdier er ikke specifikt ”danske”. De er europæiske.
 
Ideen om at bringe etikken ind i hjertet af kunstig intelligens er en central ledetråd for den high-level ekspertgruppe, som Europa-Kommissionen nedsatte sidste år. Under ledelse af finnen, Pekka Ala-Pietilä, præsenterede gruppen forslag til etiske retningslinjer i december. I maj barsler udvalget med endnu en rapport.
 
Det vil være naivt at forestille sig, at Danmark som et lille land selv kan sætte AI-dagsordenen. Det ved regeringen godt, eller som der står i strategien ”er det centralt med en koordineret indsats på europæisk niveau.”
 
Den store udfordring er nemlig, at USA og Kina satser massivt på kunstig intelligens, investerer meget mere end europæerne, offentliggør langt flere forskningsartikler på feltet, og deres virksomheder accelererer meget hurtigere. Selv store europæiske virksomheder har svært ved at følge med.
 
Som Kommissionen påpegede i december 2018, er investeringerne for små og for fragmenterede i EU-landene. Det holder ikke.
 
For nylig anbefalede Kommissionen i et nyt erhvervsudspil, at vi i Europa arbejder sammen om at ”maksimere investeringernes impact og hjælpe Europa til at blive en verdensledende region for udvikling og indførsel af banebrydende, etisk og sikker kunstig intelligens”.
 
Ikke bare inden for kunstig intelligens er tiden løbet fra nationalistisk vi-gør-det-selv-filosofi. Der bør satses på en offensiv europæisk erhvervspolitisk strategi, der styrker vore virksomheders globale konkurrencevne og sikrer, at fremtidens produktionsarbejdspladser, service og fødevareproduktion bevares i Europa.
 
Europæiske erhvervsklynger
 
Strategien skal samle investeringer og forskning i nye digitale teknologier og intelligent infrastruktur, så der skabes stærke europæiske erhvervsklynger, værdikæder og økosystemer.
 
Den skal også bidrage til at accelerere omstillingen til den klimaneutrale og cirkulære økonomi.
 
Iflg. FN’s internationale klimaeksperter er der brug for drastiske reduktioner i CO2-emissionerne, og vi har måske kun 12-15 år til at sikre det. En ny europæisk erhvervsstrategi, Made in Europe 2030, bør sætte klimaudfordringen ind i hjertet af erhvervspolitikken og gøre klimaet til vores Man on the Moon-projekt.
 
Det nytter kun lidt, at vi danskere samles i rundkredse og laver nationale strategier for kunstig intelligens, klimaneutralitet og overgang til el-biler i 2030, hvis ikke vi får resten af Europa med på den store klinge.
 
Kina investerer massivt i nye teknologier, i digitale netværksteknologier, robotter, kunstig intelligens (AI) til clean tech, batterier og elbiler. Deres strategi hedder Made in China 2025, og Kina vil være global AI-supermagt i 2030. USA er stadig frontløber inden for mikrochips, robotter, 3D printere til AI.
 
Amerikanske tech-giganter som bl.a. Google, Amazon, Facebook, Apple og Microsoft har kapital og styrke til at opkøbe udenlandske konkurrenter, før de bliver seriøse udfordrere til dem.
 
Da EU endnu ikke har et samlet digitalt indre marked, og nationale særregler i medlemslandene blokerer, har nye innovative virksomheder sværere ved at skalere hurtigt op og skaffe kapital.
 
75 pct. af alle nye såkaldte unicorn-virksomheder, der i 2018 rundede en markedsværdi på 1 mia. dollar, kommer fra USA og Kina, mens kun sølle fem procent kommer fra EU28. Ud af verdens 40 største selskaber målt på markedsværdi kommer kun fem fra Europa.
 
EU-landene tiltrækker kun 11 pct. af globale venture investeringer i kunstig intelligens, mens USA får 50 pct. og Kina 39 pct.
 
Sidste år blev en tredjedel af alle verdens robotter solgt i Kina. 70 pct. af kommerciel droneteknologi udvikles i Kina. Huawei er nummer ét inden for 5G-netværker og sidder på næsten en tredjedel af verdensmarkedet. De næste to er europæiske – Nokia og Ericsson.
 
I marts blev Ericsson valgt frem for Huawei til at lave TDC’s nye 5G netværk. Der er meget på spil, og det er ikke bare et spørgsmål om sikkerhed og at hindre læk til fremmede efterretningstjenester.
 
Sammen med fibernetforbindelser bliver 5G en vigtig del af rygraden i det gennemdigitaliserede samfund, hvor intelligente netværker med milliarder af sensorer og kommunikerende genstande i industri 4.0 og digitale services smelter sammen.
 
Mængderne af big data mangedobles. Hastigheden på nettet bliver afgørende for de næste generationer af hel- og halvautomatiserede transport- og logistiksystemer. Uden hurtig udrulning af den kritiske infrastruktur vil konsekvenserne forplante sig i hele værdikæden på tværs af alle brancher.
 
Klima-Kina
 
Europa har mange innovative virksomheder, der leverer smarte løsninger inden for bl.a. logistik, mobilitet, sundhedsteknologi, life science og clean tech, men digitale platforme med kontrol over data spiller en større og større rolle for, hvem der tager teten på nye forretningsområder med høj værdi.
 
I platformsøkonomien er de amerikanske giganter som Google, Microsoft, Amazon, Apple og Facebook sammen med kinesiske Alibaba og Tencent langt foran de europæiske platformsvirksomheder.
 
Og platformsvirksomhederne breder sig over flere og flere brancher. I Europa har vi brug for en stærk konkurrencepolitik til at stoppe nye monopoler og oligopoler, og alle selskaber skal betale en fair andel af selskabsskatten.
 
EU27 må samtidig færdiggøre det digitale indre marked uden nationale særregler, så innovative europæiske selskaber nemmere kan rejse kapital til at skalere hurtigt op.
 
clean tech-markedet har Europa stadig styrkepositioner, og Danmark har hele tre virksomheder - Ørsted, Vestas og Novozymes - i den globale top ti målt på markedskapitalisering. De blev store, fordi vi tidligt satsede på fremsynede offentlige reguleringer og satte høje ambitioner på energi- og klimaområdet.
 
Men barren må nu hæves i EU’s energiunion, og der bør sættes endnu højere EU-krav til energieffektiviseringer og vedvarende energi.
 
På markedet for solceller var der for femten år siden fem europæiske virksomheder i den globale top-ti, men i dag er der ingen. Syv ud af de ti største solcelleproducenter er kinesiske, Kina producerer over 60 procent af verdens solceller og har overtaget Europas førerposition for installeret vindenergi.
 
Hvis ikke vi passer på, bliver vi sat af i klimakonkurrencen.
 
Den næste generation af elektrificeret og ren mobilitet kan også blive kinesisk, hvis ikke EU-landene vågner op til dåd. 56 pct. af verdens el-biler blev i 2018 solgt i Kina, over halvdelen alle batterier til el-biler laves i Kina, og syv af verdens ti største lithium-ion batteriproducenter er kinesiske. I Kina har man næsten 400.000 elbusser – 99 pct. af dem, der kører rundt i verden. Kina har også overtaget førertrøjen indenfor højhastighedsjernbaner.
 
Europæisk naivitet
 
EU-landene må tage udfordringen seriøst, hæve beslutningstempoet og øge investeringerne. Det er derfor positivt, at EU i de sidste par år bl.a. har samlet en europæisk batterialliance til at tage konkurrencen op med batterier til grøn mobilitet.
 
Fremsynede EU-reguleringer, målrettede investeringer i forskning, nye private-offentlige partnerskaber, samskabelse i hele værdikæden og agilitet i virksomhederne – også i etablerede erhverv som bilindustrien – kan man måske vende skuden.
 
Og der er brug for et stort hjemmemarked med krævende forbrugere. Det har vi i Europa.
 
EU’s indre marked har siden dets etablering i 1993 givet medlemslande og virksomheder enorme gevinster.
 
Økonomer skønner, at Danmark årligt får en velstandsgevinst på mellem 5 og 9 pct. af BNP. Den voksende konkurrence har løftet virksomhedernes produktivitet.
 
Der er i dag integrerede værdikæder på tværs af grænserne, hvor virksomhederne specialiserer sig på fleksibel vis. Storbritannien fik genopbygget sin hensygnende bilindustri ved at europæisere produktionen med hjælp fra udenlandske bilmærker, så der nu er 900.000 direkte og indirekte job i den britiske bilindustri.
 
Ender Brexit med britisk afkobling fra det indre marked, vil flere af selskaberne flytte produktion til kontinentet, fordi høje toldsatser og lange køer ved grænsen mellem UK og EU vil koste dyrt.
 
I EU27 har vi i de sidste tre år brugt oceaner af tid på Brexit, men det kan ikke vare ved. Briterne må snart finde ud af, hvad de vil. I EU27 er tiden kommet til at tænke hinsides Brexit.
 
Vi bør i de kommende måneder og år fokusere på, hvordan vi tager bedre vare på vore egne strategiske interesser i et uroligt globalt ocean, hvor USA’s præsident Trump truer med handelsprotektionisme, og den internationale retsorden underløbes.
 
Vi skal forsvare multilateralismen, men heller ikke være naive i handelspolitikken. Der må stilles hårde modkrav, der sikrer fair konkurrence.
 
Kina skal ikke have fribilletter til vores marked, hvis deres virksomheder modtager statsstøtte eller beskyttes bag kinesiske handelsmure.
 
Vores nationale diamant skal europæiseres
 
Tyskland og Frankrig kom fornylig med et fælles udspil til en ny europæisk industripolitik – lige efter konkurencekommissær Margrethe Vestager stoppede fusionen mellem Siemens-Alstom. Tyskerne og franskmændene var rasende, men togfusionen kunne sætte sig på 50 pct. af det europæiske marked, hvilket vil skade konkurrencen.
 
Det er bekymrende, at den franske-tyske akse igen drømmer om at udpege europæiske industrielle champions og at blødgøre konkurrencepolitikken.
 
Det er en gammeldags måde at tænke erhvervspolitik på.
 
Der er brug for at formulere en offensiv og moderne europæisk erhvervspolitik, der skaber en ny renæssance for EU’s indre marked, som omfavner de digitale teknologier i omstillingen til en klimaneutral og bæredygtig økonomi.
 
Det nye europæiske innovationsråd kan også blive en løftestang. Vi danskere har masser at byde på i den debat. I stedet for at bruge vores tid og ressourcer på flere nationale strategier, bør vi for alvor engagere os i debatten om fremtidens EU.
 
Den nationale diamant bør europæiseres. Kun hvis vi handler sammen i Europa, kan vi være med til at sætte fremtidens globale standarder.
 
I sidste ende handler det om, hvad vi skal leve af i fremtiden.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.