Q&A

Brexit kan styrke den finansielle integration

Resume Niels Thygesen: Danmark har som flere andre lande mærket briternes sans for enegang i EU. På det finansielle område kan beslutningen om at forlade EU ses som en logisk følge af de voksende uenigheder.

Hvad bliver konsekvenserne på det finansielle område, når Storbritannien forlader EU? Tænketanken EUROPA spørger professor emeritus, formand for European Fiscal Borad og medlem af Tænketanken EUROPAs økonompanel, Niels Thygesen.

Hvad er den største udfordring for EU på det finansielle område efter Brexit?
 
Det er vigtigt, at de 27 EU-lande afholder sig fra at forfølge snævre, nationale interesser. Når Storbritannien som følge af Brexit sandsynligvis mister sit finansielle pas, vil nogle af de store finansielle virksomheder, banker og institutioner flytte aktiviteter og arbejdspladser ud til lande, som er en del af det indre marked, bankunionen og euro-området. Det kan friste nogle EU lande, som ønsker at sikre sig en del af lagkagen. Her må EU27 stå sammen om en koordineret proces for at undgå de unødvendige omkostninger, der ville følge med en fragmentering af aktiviteterne.
 
Hvad kommer Brexit til at betyde for reguleringen på området?
 
Jeg mener, at Brexit mere er en mulighed for at styrke integrationsprocessen, end det er et tilbageslag på det finansielle område. Briternes beslutning om at forlade EU må ses som en logisk følge af de voksende uenigheder om finansiel integration mellem Storbritannien og en række EU-lande – en konflikt, som har udviklet sig siden 2010. Briterne har ikke følt nogen interesse i at harmonisere det finansielle område i EU. De har forfulgt nationale interesser, som på grund af Londons status som finansielt centrum har været mere globale. På det finansielle område er briterne ikke pragmatikere, de opfører sig snarere som ideologiske globalister.
 
Men har briterne ikke haft stor indflydelse på det finansielle område i EU?
 
Jo – briterne har bl.a. spillet en afgørende rolle især ved at forme EU’s tidlige svar på den finansielle krise i 2008-9. Men min oplevelse er, at dette arbejde har medført ringe anerkendelse hjemme i London, hvor ønsket har været at bevare et stærkt element af national myndighed over det finaniselle tilsyn og at undgå et tættere samarbejde mellem eurolandene. Derfor har briterne også haft svært ved at finde allierede i forhandlinger. EU har på det finansielle område lagt op til mere integration og EU-regulering bl.a. for de systemiske banker og senest værdipapirmarkederne, men det har betydet, at de nationale regeringer har måttet imødese stadigt snævrere rammer for, hvordan det finansielle område reguleres og overvåges. Briterne har haft svært ved at forlige sig med dette.
 
Mister Danmark en allieret?
 
Det har en betydning for os, at det største ikke-euroland forlader EU. På den anden side har også Danmark oplevet briternes sans for enegang, senest da briterne var uvillige til at hjælpe os med at få anerkendt, at danske realkreditobligationer er næsten lige så sikre som gode statspapirer. Dialog med Tyskland har ubetinget givet større resultater for Danmark end forsøget på at finde fælles fodslag med Storbritannien i denne, som i en del andre sager. Briterne lever ikke altid op til deres pragmatiske og evidens-baserede rygte ­– for nu at sige det diplomatisk.
 
Hvilke konkrete områder vil blive påvirket?
 
Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) skal flyttes ud af London. For mig at se vil det være logisk at flytte EBA til Frankfurt, da byen er hjemsted for Den Europæiske Centralbank, som i forbindelse med bankunionen også har fået Single Supervisory Mechanism (SSM), der fører tilsyn med bankerne i euro-området – og de andre EU-lande, der måtte tilslutte sig. Man vil sikkert benytte flytningen til at også at kigge på, hvordan EBA fungerer. Det gælder f.eks. også hvorvidt den særlige mindretalsbeskyttelse af ikke-euro-lande, som briterne fik indført – med støtte fra Danmark – skal opretholdes efter Brexit. Det vil Danmark efter min mening kunne leve med, da beslutningsgangen i forvejen er tung i EBA og mindretallet meget uensartet.
 
Man kan også overveje forenklinger i det institutionelle samarbejde omkring anvendelsen af BRRD-direktivet, som regulerer genopretning og afvikling af banker m.m. Desuden er der et ønske om at styrke European Securities Market Authority (ESMA), som bl.a. fører tilsyn med ratingbureauerne. Det har briterne indtil nu modsat sig, da de har udøvet en stor del af tilsynet med markederne gennem Londons stilling som finanscentrum, men her åbner Brexit nye muligheder for EU.
 
Endelig vil det få betydning for de såkaldte CCP’er, de store finansielle virksomheder, der står for clearing af derivater. Fire af disse er lokaliseret i London. En stor del af transaktionerne foregår imidlertid i euro. Det er tvivlsomt, om Den Europæiske Centralbank (ECB) vil acceptere at denne clearing fremover foregår i et ikke-EU-land. Der vil næppe være fuld tillid til, at britiske tilsynsmyndigheder altid vil agere i fællesskabet interesse i en krise. Det britiske ønske om at tage kontrol over egne finansielle institutioner og markeder tilbage har styrket EU landenes ønske om at bevare tilsynet med de væsentlige dele af den finansielle infrastruktur, som har været fælles, på egne hænder.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.