Debat

Brexit: Hvorfor er det så svært at nå en aftale?

Denne analyse blev bragt i Berlingske d. 16. december.

EU har frihandelsaftaler med ca. 70 af verdens lande, hvor mange er indgået eller genforhandlet inden for de senere år. Så hvorfor er det endnu ikke lykkedes at få en handelsaftale på plads med Storbritannien, når nu Brexit har været et faktum siden 2016? Det er der flere grunde til, men især er det værd at fremhæve, at der i forhandlingerne om EU og Storbritanniens fremtidige forhold har været meget stærke følelser og politiske hensyn involveret hos begge parter. Det står i modsætning til ”normale” handelsforhandlinger, hvor der er en langt mere nøgtern tilgang i afvejningen af økonomiske og handelsmæssige fordele og ulemper. Samtidig er det første gang begge parter har skullet forhandle en aftale, der er mindre ambitiøs end udgangspunktet.

Premierminister Boris Johnson føler sig bundet af de mange flotte løfter om Storbritanniens fortsatte næsten frie adgang til EU´s indre marked samtidig med fuld national suverænitet, løfter der er blevet givet– også af ham selv – gennem det lange forhandlingsforløb. Han frygter derfor med god grund, at det vil resultere i skarp kritik fra mange af hans egne konservative partifæller i Parlamentet, og fra kræfter udenfor som Nigel Farrage, hvis han bliver set som for kompromissøgende. For det ville snildt kunne koste også Borris Johnson premierministerposten. 

På EU-siden har man brystet sig af et fantastisk sammenhold om Brexit-strategien, som det er lykkedes at fastholde under hele forhandlingsprocessen trods stridigheder om mange andre forhold i EU. Den fælles linje om at stille høje krav til Storbritannien for en aftale med fortsat britisk adgang til EU's Indre marked skyldes formentlig, at alle medlemslandene har villet undgå en situation, hvor flere EU-lande kunne føle sig fristet til at følge Storbritanniens eksempel. EU -ansporet af især Frankrig -har nok også set politiske gevinster ved at holde Storbritannien under mest mulig EU-kontrol mht. lige og fair konkurrence også efter Brexit. Ingen lande har derfor sat spørgsmålstegn ved det aftalte hårde EU-forhandlingsmandat, heller ikke med udsigten til et hårdt Brexit. 

Dette har fastlåst forhandlerne på begge sider af Kanalen på en helt anden måde end i ”normale” handelsforhandlinger, hvor det er en mere naturlig ting at slække på forhandlingskrav og indgå balancerede kompromisser. Men som bokseren Mike Tyson engang så rigtigt sagde ”Alle har en plan, indtil de får et slag i munden”. 

Hvis der ikke kommer en aftale, skal tiden måske have lov at vise de betydelige omkostninger i praksis, som analyser har peget på vil være konsekvensen af et hårdt Brexit. Omkostningerne vil bl.a. være tabt eksport og dermed arbejdspladser hos begge parter, men især i UK - og det ud over den økonomiske nedtur coronakrisen allerede har medført. I Skotland er der allerede en ny debat om selvstændighed, som kan resultere i et betydelig mindre Storbritannien. Endelig viser nogle af de seneste britiske opinionstal, at der nu er det største flertal siden folkeafstemningen imod at forlade EU. Med et hårdt Brexit vil Boris Johnson få kam til sit viltre hår, men det vil også koste EU-landene økonomisk og politisk! 

Måske vil der være grund til at overveje, om der er en anden vej til forståelse mellem EU og Storbritannien. Hvis ”normale” handelsforhandlinger kan tjene som inspiration, ville parterne i en sådan situation se på to forhold, der muligvis kunne løse op for krisen. Det ene er at vente på en ændret politisk situation hos modparten, der kan give øget forhandlingsvilje. Det andet er at sænke ambitionsniveauet og eventuelt prøve at identificere delområder, hvor der kunne være grundlag for aftaler til fordel for begge parter. 

Ideen om delaftaler har tidligere været inde i Brexit-debatten, særligt mhp. en aftale alene for varehandelen. Men også her vil parterne hurtigt blive indhentet af fortidens løfter og udtalelser. I EU ses delaftaler som en kynisk, britisk ”cherry-picking”, samtidig med at de fleste anerkender, at det centrale stridsspørgsmål om ”ens konkurrencevilkår” alligevel vil dukke op i en debat om delaftaler. Desuden vil en sådan debat kunne sætte EU-sammenholdet på prøve. F.eks. vil Danmark givetvis have svært ved at gå med til delaftaler, der ikke omfatter fiskeriet.

Vejen frem mod en forståelse mellem EU og Storbritannien kan blive lang og kostbar, men det er måske de slag, der er nødvendige for at skabe en ny situation med mere kompromisvilje hos begge parter.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.